|
Balancering af hesten.
De problemer man står overfor når det gælder balancering af hesten, er ofte meget enkle. Andre gange er problemstillingen så svær at man må indrette sig, og prøve forskellige alternativer. Det som kan begrænse en nøje analyse, er ofte øget langsomhed i det hurtige forløb når hesten mønstres. Derfor må man ofte arbejde på fornemmelsen. Det som ofte kendetegner "balanceringskunsten" er at der i reglen ligger alternativer og nye ideer på lager, når de gamle balancer ikke stemmer. Dog skal fejlstillinger som er opstået i skoperioden, rettes ved omskoning. Således at en konstant hovstilling bibeholdes.
Velskoet hest.
Det er af stor vigtighed at man starter med reglerne om at hesten skal være velskoet.
Forkert hovstilling fremkalder ofte et balanceringsproblem. Der for bør hesten mønstres inden skoning, og igen efter skoning. Hvis der skulle være ændringer kan de opdages i tide. Det er selvfølgelig tidskrævende, men vigtigt, før og efter skoning. For trods det at det anses for at være anatomisk rigtigt, kan det være årsagen til skader på sener og led. Specielt vigtigt er det at tage hensyn til en hest der trænes hårdt eller i et forløb hvor træningen øges. Det er også vigtigt at føje hesten hvis den er halt, først og fremmest at føje den.
At rette sig ind.
Al balancering går ud på at hesten ikke slår sig nogen steder. Hesten som slår sig reagere mod smerten, forståeligt nok. Hesten forsøger at beskytte sig, hvorfor den traver dårligt eller ved at galoppere. Man må have i tankerne at de steder hesten slår sig, ikke er beskyttet af nogen muskulatur, og derfor er mere følsom. At hesten slår sig betyder at hoven rammer modsatte ben i form af strygning eller slag.
For bedre at forklare balancering, kan man inddele benets bevægelse i faser:
- Overrulning.
- Svævefasen.
- Landing.
- Belastning.
Overrulning.
Det regnes fra det tidspunkt hvor hoven forlader jorden, til hoven er helt i luften.
Der er forskel på overrulning på for og bagben. Forben løftes hovedsagelig af knæets bøjning fremad. Medens baghoven løftes af hasen som bøjning bagud. Det gør at forhoven ruller over forkanten, og baghov løftes mere plant. Hvis man studerer skoen slid, er det tydeligt at bagso ikke er så runde i tåen som en forsko.
Overrulningskant er den kant på tådelen af hoven eller skoen hvor overrulningen sker. Fig. 1
Fig.1
Begrænsninger.
Modstanden i overrulningen påvirkes af afstanden mellem hovled og overrulningskanten. Det fungere som en løftestang. Er afstanden stor er det sværere for hesten at rulle over, som derved forsinkes. Er afstanden kort vil overrulningen være lettere og derved hurtigere. En stor modstand, altså en stor afstand, er der risiko for skader på bøjesener og hovled. Ved for lidt modstand kan hoven få tendens til at "kippe" forover. Hesten vil i regelen blive halt. Derfor er det vigtigt at se, om hesten står ordentligt ned, på hoven, når overrulningspunktet flyttes meget. Ind i mellem kan overrulning forsinkes hvis den begynder for tidligt. Det forklares ved at overrulningen begyndes under den egentlige belastning af hoven. Hesten skal holde hoven mod underlaget for at bære sin vægt, men får i slutfasen ingen brydning af hovledet, som så tvinger den til at slippe underlaget.
Lav hovvinkel på forben, gør det besværligt for hesten at rulle over, men letter landingen da hoven glider bedre. Lav hovvinkel bør derfor kombineres med tilbage-flyttet overrulningskant. Høj hovvinkel på forben, letter overrulningen, men besvære landingen da hesten kan få tendens til dobbelt hovslag. Længden på bevægelsen afkortes betydeligt. På bagben er effekten af vinkelforandringer mindre.
Spændinger.
Overrulningens retning bestemmes af ledenes bevægelsesretning, men også af de spændinger der opbygges ved belastningen og overrulningsmomentet. Bag bliver momentet som regel langsom hvis baghovene er lave på ydersiden. På forben kastes hoven indad hvis ydersiden er forhøj, og udad hvis hovens inderside er for høj. Det skyldes at der oparbejder sig spændinger i siden, hvor hoven er for høj. Når hoven forlader underlaget vil disse spændinger blive udløst, og kaster derved hoven modsat.
Overrulning.
Man kan for at styre overrulningen, gøre overrulningskanten på skoen skæv, altså tilrette skoen så den følger punktet for overrulningen. Dog er det store kræfter der forsøges påvirket, hvorfor det er en usikker metode. Størst mulighed for at påvirke overrulningen i sideled er hvis man samtidigt har mulighed for at flytte punktet længere bagud. Hvis fæstet mod underlaget øges vil overrulningen blive langsommere.
Svævefasen.
Den del af fasen hvor hoven ikke har kontakt med underlaget. Svævningen påvirkes af hovvinkel, rigtig beskæring, grebet i underlaget, totalvægt samt ledene og deres bevægelsesretning og musklerne..
Her er hovvinkelen en væsentlig faktor for hestens bevægelsesmønster i forben.
 
På bagben, er denne forskel mindre, på grund lavere kropsvægt på bagbenene.
Svævningen påvirkes af eventuelle spændinger i hoven, som før omtalt, en hovs yderside er højere end indersiden, hvorved hoven tvinges indad i den første del af svævningen. Der bør i svævefasen også tages hensyn til hovens totalvægt, idet at med højere vægt bliver svævningen også højere og langsommere, idet der skal anvendes mere muskelkraft. Eksempelvis hvis der er tåvægt, så vil hoven blive bøjet opad og får derved en højere svævning i begyndelsen.
Landing.
Landingen regnes fra det tidspunkt hvor hoven får kontakt med underlaget, og glidningen er aftaget. Når hesten lander opstår der et stød, hoven bør derfor kunne glide lidt for at mindske stødet i landingen. Landingen påvirkes af hovvinkelen, hestens korrekte beskæring, grebet i underlaget, og indimellem beslagets længde i dragter. For høj hovvinkel besværliggør landingen, da dobbelt hovslag let opstår. Lav hovvinkel gør det lettere for hesten idet at glidningen øges. Har hesten for eksempel fransk benstilling, så vil hesten lande på hovens yderside. Dette hvis benet er vinklet udad. Det betyder at hesten skal føre benet fremad mere eller mindre i sideled. Den belastning der her opstår, ved landing kan være meget hård. Men de fleste heste født med afvigende benstillinger, kompensere for denne lidelse gennem at de berørte led er forstørrede i den mere belastede side.
Hoven er i balance hvor alle led belastes lige meget.
|
